Tirsdag aften var SønderjyskE på besøg, og de blev sendt hjem til Vojens med et nederlag. Det var dermed Pirates' 11. hjemmesejr i træk i ordinær tid.

Aalborg Pirates - SønderjyskE 4-2 (0-2, 0-0, 4-0)
Mål: 16:00 0-1 Mads Lund (Mäkinen, D. Nielsen) PP, 16:43 0-2 Oliver Gatz Nielsen (Lund), 40:54 1-2 Anders Krogsgaard (Davison, Spelling), 53:55 2-2 Pierre-Olivier Morin (Davison, Scheel), 47:26 3-2 Pierre-Olivier Morin (Spelling) SH, 59:51 4-2 Mikkel Højbjerg (Ju. Jakobsen, Ma. Højbjerg) EN

Udvisninger: Pirates 4x2 min., SønderjyskE 3x2 min.
Tilskuere: 2879

Til aftenens kamp var der comeback til forward Kirill Kabanov, mens den svenske back Victor Panelin-Borg stadig sad ude til kampen. Victor skulle være ude i en uges tid endnu. Derudover var forward Marcus Pedersen stadig ude med skade.
Nederlaget i Esbjerg, fredag aften, skulle vendes til sejr mod et SønderjyskE hold, hvor cheftræner, Garth Murray, pointerede i VIP inden kampen, at nøglen var at holde sig fra udvisningsboksen.

Det var Pirates' sidste hjemmekamp i små tre uger, da de næste fire kampe spilles på udebane. Den kommende tid står det på kampe i Odense, Herning, Herlev og Rungsted, inden der igen er kamp, når Odense Bulldogs kommer på besøg i Bentax Isarena, søndag 15. december.

Publikum fik en meget medrivende kamp, hvor SønderjyskE var i teten efter de første to perioder, men et hurtigt reduceringsmål i starten af 3. periode tændte Pirates, der scorede tre mål indenfor de små seks minutter. Dermed hentede de sejr nummer 11 i træk i ordinær tid, hvilket er ny klubrekord. 

Pirates kom til de bedste chancer i starten af perioden, hvor det sagtens kunne have været en Pirates scoring, men pucken røg forbi målet. Pirates fik kampens første powerplay, men der var ikke den samme gnist og chanceskabende spil, som man har set tidligere.
SønderjyskE kom til enkelte chancer, og det var også imens, at Pirates var i undertal, at Mads O. Lund kunne sende pucken i nettet til 0-1, og under et minut senere var det også 0-2, da den tidligere Pirates-spiller, Oliver Gatz Nielsen, sendte pucken ind bag George Sørensen, hvor George ikke så helt heldig ud i situationen.
Pirates sluttede perioden i powerplay, hvor der var flere gode muligheder, men pucken hoppede ved siden af mål i stedet for i mål.

Pirates forsøgte at få reduceret i 2. periode, men det lykkedes ikke, hvor mange af skuddene kom fra vinkler, hvor det er sjældent, at der bliver scoret mål.
Pirates fik muligheden i powerplay, men det blev hurtigt 4mod4, da Kirill Kabenov røg ud. I spillet 4mod4 kom vi til bedre chancer, hvor Sebastian Bergholt sendte pucken på overliggeren, men den røg ud i spil igen.
SønderjyskE havde sporadiske chancer, men George Sørensen var klar i målet, så Pirates kun var bagud 0-2 efter 2. periode.

Pirates fik en perfekt start på 3. periode, da Anders Krogsgaard kunne sende reduceringen i nettet til 1-2. Pirates fik en af de tyndeste udvisninger dømt i Bentax Isarena mod sig, men boxplayet arbejdede godt, og SønderjyskE kom ikke til de store muligheder.
Pirates blev ved med at sende en masse pucke på mål for at få nogle returpucke fra Henriksen i SønderjyskEs mål. Det var også sådan en situation, der gav det udlignende mål til 2-2. Tim Davison sendte pucken på mål, og inde foran kunne Pierre-Olivier Morin skrabe pucken over stregen.
Da Pirates fik en udvisning med omkring 4:30 igen af 3. periode, kunne man se nerverne på trøjerne rundt i hallen. Boxplayet spillede godt, og Thomas Spelling blev sendt afsted i en 2mod1 sammen med Pierre-Olivier Morin, hvor Morin bare skulle sætte staven på pucken til føring på 3-2.
Mod slutningen af perioden satsede SønderjyskE uden målmand, hvor Julian Jakobsen tilkæmpede sig pucken og kunne sende Mikkel Højbjerg ned mod det tomme mål.

Pirates spiller næste gang på hjemmebane, søndag 15. december, mens næste kamp spilles på fredag, hvor turen går til Odense.


VIDEO: Interview med Pierre-Olivier Morin Sidste chance inden 3 ugers Pirat-pause på hjemmeis