Der var drama for alle pengene i Sparekassen Danmark Isarena, da Pirates spillede den første kamp ved Continental Cup. Afgørelsen kom med bare fem minutter igen, da Sheffield scorede i en situation, hvor det mistænkeligt så ud til, at pucken blev spillet med en meget høj stav.

Aalborg Pirates - Sheffield Steelers 1-3 (0-1, 0-0, 1-2)
Mål: 17:31 0-1 Anthony DeLuca (Todd), 50:36 1-1 Kirill Kabanov (Carstensen), 54:59 1-2 Martin Latal (Sointu), 59:59 1-3 Matias Sointu (Phillips) EN

Udvisninger: Pirates 3x2 min., Steelers 3x2 min.
Tilskuere: Ikke oplyst

Der var næsten fyldt ud på holdkortet hos Aalborg Pirates, da Mikkel Højbjerg og Johan Skinnars var tilbage efter skader. Dermed var det Johans debut for Pirates efter, at han blev præsenteret for et par uger siden. Han missede kampen mod Rødovre på hjemmebane for 10 dage, men siden har der gang i træningen for at få spillerne klar til denne turnering. Med spillerne klar til kampen, så var der også ændringer i flere kæder, hvor bl.a. tvillingerne ikke var i samme kæde, som man ellers har set i store dele af kampene i Pirates.
Modstanderen i aften var Sheffield Steelers, der kom til Aalborg med tre hele kæder samt en enkelt ekstra forward på holdkortet. Der var flere spillere, der er kendinge af Metal Ligaen.

Det var Pirates, der fik de første store chancer, da Sheffield tog et par udvisninger indenfor de første tre minutter, og Pirates var 5mod3 i 37 sekunder. Det lykkedes ikke at få sat spillet ordentligt op, hvor man kunne lade pucken gøre arbejdet, da det lykkedes for Sheffield at stresse opspillet en del. Største mulighed kom til Kirill Kabanov, der driblede hele vejen igennem Sheffield, men afslutningen røg over mål.
Efter, at Sheffield var tilbage til at spille fuldtalligt fik de sat Pirates under pres, hvor Sheffield var tæt på med et stolpeskud, mens George Sørensen sprællede rundt på stregen. Pirates var ligeledes tæt på ved Charlie Curti, men han blev ligeledes afvist af stolpen.
Der blev spillet i højt tempo fra begge hold, og der blev ikke givet mange chancer ved dørene, hvor begge hold var opmærksomme på, at der ikke skulle gives chancer til modstanderen.
Derfor skulle der også kun en halv chance til den tidligere Frederikshavn White Hawks spiller, Anthony DeLuca, før han havde sendt pucken i nettet til føring til Sheffield.
1-0 til Sheffield var stillingen efter de første tyve minutter i Sparekassen Danmark Isarena efter en periode, hvor Pirates startede bedst, men gav en del chancer til Sheffield.

Lige så god en periode, som den første, så var den anden periode lige så god. Masser af god ishockey fra begge holds side, og der var chancer i begge ender af isen. Begge hold spillede med masser af fart og afleveringerne sad for det meste på bladet.
Midtvejs i perioden kom Pirates i powerplay, hvor Pierre-Olivier Morin havde stor mulighed foran mål, men han fik ikke ordentlig traf på pucken, der hoppede over mål i stedet. Pirates begyndte at komme til muligheder for at få udlignet, men man var ikke kyniske nok i de afgørende situationer.
Med et par minutter igen af perioden måtte Steelers' Brendan Connolly udgå med en skade, da han stødte sammen med Pirates' Nikolai Nielsen i endebanden, og det lignede en skævt vrid i Connollys knæ, og han måtte hjælpes fra isen.
Sheffield stadig foran 0-1 efter 2. periode efter en periode, hvor Pirates kom bedre med og skabte chancer, men ikke var kyniske foran mål.

Pirates kom ud for at jagte en udligning, og det kostede et par udvisninger for slashing til henholdsvis Thomas Spelling og siden Lasse Bo Knudsen gav Steelers muligheden i 5mod3 i 1:34, hvor Sheffield dominerede omkring George Sørensen i målet, hvor han legede sprællemand foran defensiven, der kæmpede hårdt med at komme foran skuddene med bare tre mand. Pirates fik momentum af at have overlevet de to udvisninger, og det udnyttede Pirates til at få udlignet.
Nikolaj Carstensen var egentligt på vej til udskiftning, men blev gjort opmærksom på pucken ved blueline, som han sendte mod mål, hvor Kirill Kabanov kunne skrabe pucken over linjen til stor jubel i Sparekassen Danmark Isarena.
Der var dog drama for alle pengene med fem minutter igen, da Matias Sointu slog pucken ned en meter over eget hoved, hvorefter at han tog pucken ind i zonen og afleverede den til Martin Latal, der hamrede den i nettet. Pirates boksen brokkede sig højlydt over afgørelsen, og der blev kigget igennem, men dommerne fandt ikke grund til at overrule deres beslutning, og det kostede en udvisning til Pirates.
Der blev kæmpet i de sidste minutter, og med halvandet minut igen satsede Pirates uden George Sørensen i målet, og det endte med at koste en scoring i sidste sekund, da Matias Sointu scorede i tomt mål.

Dermed måtte Pirates forlade den første kamp med et nederlag, men allerede i morgen, lørdag aften, spilles en nøglekamp mod hviderussiske, HK Gomel, mens søndag aften spilles mod lettiske Olimp Riga. Med sejre i de kampe, så er der gode muligheder for avancement i Continental Cup.


Sejr i vigtig kamp mod Gomel Continental Cup: Et blik på Olimp Riga