Pirates var ramt af flere defensive afbud, hvilket gjorde, at Pirates kun kom med fem backs til kampen. Pirates havde flere gode muligheder, men manglede skarpheden i nederlaget på 4-3. Alle tre mål fra Pirates blev scoret i powerplay, så der var den del, der fungerede af spillet.

Topbrag i Frøs Arena, hvor Metal Ligaens førerhold tog mod nummer 2 i rækken, Aalborg Pirates. SønderjyskE kunne lægge afstand til resten af holdene med en sejr, mens Pirates kunne komme tættere på SønderjyskE med en sejr. Pirates har grundet Champions Hockey League kun spillet seks kampe, mens SønderjyskE allerede har spillet otte kampe og dermed halvdelen af kampene inden cutoff til Final4.

Hos SønderjyskE var der fravær til Patrick Galbraith, Nicolai Bryhnisveen, Gabriel Desjardins, Mathias Borring og Alexandre Lavoie, mens Aalborg Pirates var uden backerne, Ben Carroll og Oskar Drugge, mens offensiven savnede Mikkel Højbjerg. Med Mads Frederiksen som 5. back på holdkortet, så var Magnus Boesen nede for at assistere på backsiden på kamprapporten.
Målmandsduellen stod mellem Nicolaj Henriksen for SønderjyskE og George Sørensen for Aalborg Pirates.

Allerede efter halvandet minut Pirates tæt på at komme foran, da Victor Rollin-Carlsson pressede godt, hvilket gav pucken til Martin Højbjerg, der sendte den til fødselaren, Tobias Ladehoff, der dog misbrugte chancen på Henriksen i SønderjyskEs mål. SønderjyskE fik lagt et pres på Pirates, hvilket gav flere store chancer, hvor Pirates var glade for stolperne i flere omgange, for puckene fløj om ørene på George Sørensen i målet.
Pirates fik kampens første powerplay, men det gav ikke de store chancer, udover da Martin Højbjerg driblede ind foran mål, hvor Henriksen dog var på plads med en benparade.
SønderjyskE kom foran med 1-0, da Daniel Kønig Hansen sendte pucken på mål, hvor William Haag kunne styre pucken ind bag en chanceløs George Sørensen. Kort efter scoringen var det tæt på 2-0, men igen arbejdede stolperne til Pirates' fordel.
Endnu et powerplay, og denne gang gav det gevinst, da Patrick Bjorkstrand modtog pucken omkring mållinjen, og sendte pucken i nettet via Henriksen.
1-1 efter 1. periode kunne Pirates bedst være tilfredse med.

Pirates havde en god mulighed efter et lille minut, men afslutningen sad lige i gribehandsken på Henriksen, og kort efter endte Julian Jakobsen i udvisningsboksen, og det endte med at koste et mål. William Haag endte med pucken, og han havde helt fri mål at skyde på. Pirates kom igen i undertal, og det gav et naturligt spilovertag og chancer til SønderjyskE, men George Sørensen tog fra inde i målet og sørgede for, at det forblev ved 2-1 til SønderjyskE.
Pirates var faste gæster i udvisningsboksen, hvor Martin Højbjerg kunne tage plads efter, at Tobias Ladehoff havde forladt pladsen. Højbjerg måtte trække i nødbremsen, da SønderjyskE var kommet afsted i et breakaway, og den udvisning endte med at koste et mål til 3-1, da William Boysen blev efterladt helt fri foran George Sørensen, der var uden chance i situationen.
Masser af små dueller rundt på isen, hvor der blev gået til stålet, og det gav en mulighed til Pirates i powerplay uden, at det kastede scoringer af sig.
Pirates kom til nogle sporadiske chancer, hvor først Jeppe Jul Korsgaard kom alene mod Henriksen, men Henriksen blev den store i den duel, men også i duellen mod Ladehoff blev Henriksen den store i tæt samarbejde med stolpen.

Pirates fik en katastrofal start på perioden, da Oliver Gatz var først over en løs puck, som han kunne sende ind i et tomt mål, da George Sørensen troede, at han havde blokeret pucken ved den ene stolpe. Efter små fem minutter var pucken løs foran Henriksen i SønderjyskEs mål, men pucken ville ikke krydse linjen, selvom den hoppede og dansede omkring stregen.
I samme moment kom Pirates i powerplay, hvor det lykkedes for Martin Højbjerg for reducere til 4-2, da han overlistede Henriksen i SønderjyskEs mål.
Hvor det var Pirates, der var gæster i udvisningsboksen i 2. periode, så var det SønderjyskE, der havde overtaget den rolle i 3. periode. Igen kunne Pirates reducere yderligere til 4-3, da fødselaren, Tobias Ladehoff, kunne sende returpucken ind bag en chanceløs Henriksen, efter at han havde reddet forsøget fra Julian Jakobsen.
Pirates lugtede muligheden for et stort comeback, og med et par minutter igen tog Garth Murray timeput og satsede uden George Sørensen i målet, men man måtte sende ham tilbage i målet, da Pirates løb offside et halvt minut senere.
Mod slutningen blev det hektisk omkring SønderjyskEs mål, hvor Pirates havde flere muligheder, men det lykkedes ikke at få pucken forbi Henriksen, og dermed blev det til andet nederlag i træk.

Kampfakta:
SønderjyskE - Aalborg Pirates 4-3 (1-1, 2-0, 1-2)
15:13 1-0 William Haag (Hansen, Biel)
19:43 1-1 Patrick Bjorkstrand (Gooch, Koch)
22:59 2-1 William Haag (Boysen, Krag-Christensen) PP
29:38 3-1 William Boysen (Tjernström, Haag) PP
41:32 4-1 Oliver Gatz (Eskildsen)
46:05 4-2 Martin Højbjerg (Gooch, Bjorkstrand) PP
52:06 4-3 Tobias Ladehoff (Jakobsen, Carstensen) PP

Udvisninger:
SønderjyskE: 5x2 min.
Pirates: 4x2 min.

Tilskuere: 2295


Oktoberforstærkning til defensiven VIDEO: Højdepunkter fra Aalborg mod Herning 27/9