Det var på ingen måde en kamp der vinder nogle skønhedspriser, og spillet var langt fra lige så flot som imod Grenoble, men i det sidste minut sikrede Julian Jakobsen os sejren i powerplay!

Aalborg Pirates – Corona Brasov 3-2 (1-1, 1-0, 1-1)
Mål: 13:58 1-0 Julian Jakobsen (Craighead) PP1, 15:15 1-1 Albert Zagidullin (Skachkov, Gajdo), 37:08 2-1 Joonas Niemelä (Craighead, E. Gotz) PP1, 51:54 2-2 Yevgeni Skachkov (Levin), 59:14 3-2 Julian Jakobsen (Lajeunesse, Craighead) PP1 

Udvisninger: Hjemmehold 3x2 min., Brasov 7x2 min.
Tilskuere: 2169

 

Til dagens kamp kunne vi tage et stort skridt frem imod finalerunden af årets Continental Cup med en sejr over de rumænske og ungarske mestre fra Corona Brasov. Tre point ville give et fantastisk udgangspunkt til os, og vi kom også klart bedst ud til kampen. Gæsterne blev presset i bund, men gæsternes målvogter Zoltan-Laszlo Toké lavede flere store redninger i kampens første kvarter.

Scoringen til de danske pirater lå dermed lige om hjørnet, da Julian Jakobsen endelig bragte os foran med 1-0. I powerplay spillede han flot sammen med Darien Craighead, som endte med en utagelig afslutning op i det fjerneste hjørne.

Desværre slog rumænerne til blot halvandet minut senere på en mindre fejl. Fejlen skabte panik, og gav plads til en tværpasning og et kaos foran George Sørensen, hvilket resulterede i en udligning. En udligning til 1-1 som også var stillingen efter første periode, trods par gode danske muligheder. Heriblandt en såkaldt ”Michigan” fra Joonas Niemelä, som røg i sidenettet.

Anden periode blev mere rodet, flydt med mange spilstop og udvisninger. Især til rumænerne som havde svært ved at finde linjen på kampen og spillede utroligt fysisk hele vejen. Dog var det normalt så skarpe powerplay hos os ikke helt sat sammen i de første to omgange i perioden, som endte uden scoringer.

Heldigvis fik vi mod afslutningen af perioden et nyt powerplay, og endelig fik vi sat spillet op. Drengene fik flot etablerede sig i zonen, og efter et minuts pres fandt Darien Craighead en helt åben Joonas Niemelä, som tæt under mål styrede pucken i netmaskerne.

Dermed skulle kampen forsvares hjem i tredje periode, men trods en ganske fornuftig defensiv struktur og hårdt arbejde i perioden gik det pludselig galt. I boxplay fik Tobias Ladehoff en friløber, som han desværre ikke fik scoret på. I stedet løb gæsterne kontra, og netop som en udvisning udløb sendte Yevgeni Skachkov pucken i nettet med otte minutter igen.

En træls udvikling på en kamp vi havde fin kontrol på, men med to minutter igen fik vi igen chancen i overtal, da Daniel Koger måtte en tur i straffeboksen for en høj stok. En stor chance for os, og en chance som Julian Jakobsen udnyttede. Som så ofte før vandt danskeren sin duel foran mål, og selvom han var ude af balance fik han sendt en pasning fra Troy Lajeunesse ind i nettet med 46 sekunder igen til kæmpe juble i Sparekassen Danmark Isarena.

Herfra fik vi kørt det sidste minut af haluret og kunne dermed fejre vores anden sejr i årets Continental Cup og maksimum point i turneringen. I morgen gælder det GSK Katowice fra Polen, hvor et point er nok til at sikre videre avancement.


Aalborg Pirates ude af Continental Cup efter nederlag Piraterne kom godt fra land i Continental Cup