Aalborg Pirates gentager succesen fra Metal Final4, hvor vi i januar arrangerede Drive-In Bio for de mange fans, som desværre ikke kunne følge ishockeyen fra tilskuerrækkerne. Det gør vi igen til finale nummer 4 i serien mod Rungsted Seier Capital.

Vi mere end fordobler antallet af biler og glæder os til at kunne åbne parkeringspladsen ved Bentax Isarena for mere end 200 biler, samtidig med at Piraterne kæmper i finalen inde på isen lige indenfor. Corona-restriktionerne har længe tømt isarenaerne, så derfor er det en stor glæde, at vi kan byde vores fans velkommen på denne måde, efter som indendørs sport fortsat ikke er en del af genåbningsplanen.

Arrangementet er gratis for alle - man skal blot have en gyldig billet, samt ankomme og forblive i sin bil under hele arrangementet.
Der vil være vagtpersonale til stede under hele arrangementet, som vil være behjælpelig med at sikre kø fra bilerne, når man skal toilet osv.

“Vi opfordrer dog de deltagende gæster til at købe lidt at spise og drikke til arrangementet, for på den måde at bidrage til det økonomiske i festen, som vi dog har fået lidt økonomisk støtte til fra par gode sponsorer, for at det overhovedet kan lade sig at gøre”, udtaler Adm. Direktør i Aalborg Pirates Lars Laursen.

“Under drive-in arrangementet vil der også være en speciel konkurrence, med fede præmier, som man kan deltage i fra sin bil”, tilføjer Lars Laursen.

Drive-In pladsen flyttes til dette arrangement til p-pladsen på vest-siden af Bentax Isarena, hvor vi kan have plads til lidt mere end dobbelt så mange biler i forhold til tidligere.

Billetterne kan hentes fra på mandag d. 19/4 kl. 12:00, hvor sæsonkortholdere og sponsorer har eksklusiv “forkøbsret” fra kl. 12-18. Efter kl. 18, åbnes der op alle andre. Billetterne kan hentes efter først til mølle princippet på https://shop.aalborgpirates.dk


Nederlag i første kamp mod Rungsted Seier Capital Julian J: Det gælder om at tage de rette beslutninger på blå linje