Lørdag aften var Pirates på besøg i KVIK Hockey Arena, hvor kampen, der skulle afslutte Metal Ligaens "Knæk Cancer" uge blev spillet mod Herning. Pirates var domineret i store dele af kampen, men det var Pirates, der var mest kyniske på chancerne. Dermed har Pirates sejret i de seneste fem kampe. George Sørensen med en god kamp, hvor han holdt nullet og havde 32 redninger.

Herning Blue Fox - Aalborg Pirates 0-2 (0-1, 0-0, 0-1)
Mål: 08:41 0-1 Emil Marcussen (Madsen, Knudsen), 58:49 0-2 Josh MacDonald (Ju. Jakobsen) EN

Udvisninger: Blue Fox 1x2 min., Pirates 1x2 min.
Tilskuere: 375

To hold, der begge har en del skader til kampen, mødes i kampen, der slutter Metal Ligaens "Knæk Cancer" uge. Selvom begge hold har en del skader, så ligger de i hver ende af formbarometeret, hvor Herning har tabt sine seneste tre kampe mod Esbjerg Energy hjemme samt Rødovre Mighty Bulls og Herlev Eagles på udebane, mens Pirates kommer med tre sejre over Frederikshavn White Hawks på udebane samt SønderjyskE og Rungsted Seier Capital på hjemmebane.

Pirates er til kampen stadig uden backerne Victor Panelin-Borg, Martin Lefebvre og Nikolaj Carstensen samt forwards Martin Højbjerg og Jonathan Brinkman. Det betød, at det var samme hold, der kom til Herning, der havde besejret Rungsted i tirsdags. Pirates stillede med de kæder, som man ændrede til efter 1. periode mod Rungsted.

Pirates var på hælene i kampens begyndelse, hvor det var Herning, der kom til de bedste muligheder, mens Pirates ikke havde det store offensivt. En del af spillet foregik i Pirates' zone, hvor defensiven arbejdede godt for hinanden.
Pirates kom bedre med i kampen, men det var Herning, der havde pucken mest. Pirates kom foran efter små ni minutters spil, da Daniel Madsen tog pucken ind i zonen og afleverede til Emil Marcussen, der kunne sende pucken i nettet til 0-1. Kort efter scoringen var Herning tæt på at udligne, men George Sørensen havde en god ven i stolpen.
Anton Schou tog skuddet fra blueline, der blev blokeret af Kristian Jensen, der kom alene mod mål, men George Sørensen var klar i situationen.
Pirates fik enkelte gange stresset Herning ned i deres zone, men det gav ikke pote, og Pirates kunne skøjte til pause med en føring på 0-1.

Pirates gav i starten af 2. periode en stor chance til Hernings Brodie Dupont, da han kom alene mod George Sørensen, men han overplacerede dog skuddet. Pirates overlod igen en del af spillet til Herning, der kom til flere gode muligheder, men George Sørensen stod i vejen.
Julian Jakobsen kom næsten alene mod Simon Nielsen, men han kunne sende pucken i nettet bag sin landsholdskollega. Kort efter var det Thomas Spelling og Pierre-Olivier Morin, der begge var tæt på at bringe Pirates yderligere foran, men det var stadig 0-1 efter syv minutter af 2. periode. Pirates var kommet bedre med i kampen, og fik lagt et større pres på Herning målet.
Der var masser af drama midtvejs i 2. periode, da Daniel Madsen rammer Hernings nye svensker, Petter Hansson, hårdt i banden. Mens der er tumult ved banden er Pirates tæt på at bringe Pirates yderligere foran, da dommerne lod spillet fortsætte, da de vurderede, at det var en ren tackling.
Pirates var stadig foran med 0-1 efter 2. periode, hvor Pirates kom bedre med i løbet af perioden.

Pirates skulle ud og forsvare den føring, som man havde, mens man også skulle minimere antallet af personlige fejl, da det er på dem, at Herning har været farligst. Emil Marcussen havde en mulighed kort inde i 3. periode, men afleveringen lå i baghånden, og han kunne ikke få fart på afslutningen.
Kampens første powerplay tilfaldt Pirates, da Julian Jakobsen blev trippet ved banden. Dog var det Herning, der kom til chancer, da opspillet ikke fugnerede optimalt i starten af powerplay. Som powerplay kom til sin afslutning havde Mikkel Højbjerg chancen ved fjerneste stolpe, men han fik ikke ordentligt traf på pucken.
Mod slutningen af perioden skulle Herning længere frem på isen, mens Pirates kunne stå tilbage og vente på dem. Det gav nogle enkelte chancer til Pirates, der dog ikke kunne udnytte disse chancer.
Med to miinutter tog Herning Blue Fox deres timeout og tog Simon Nielsen ud af målet med det samme. Pirates fik stresset Herning så meget, at de ikke kunne få sat spillet op, og i stedet for kunne Josh MacDonald skøjte ned og score i tomt mål til 0-2.

Pirates spiller næste gang på fredag, hvor turen går til VinMedKant Arena i Odense, hvor der er kampstart kl. 19.30.


Tilmelding til lodtrækningen om billetter til kampen d. 1/11 er åben Aalborg Pirates og Metal Ligaen sendte over halv million af sted til Knæk Cancer