Som opfølgning på Per Rishøjs oplevelse, da AaB vandt det første danske mesterskab, vises her et udpluk af en artikel i bogen ”Hockey uden alder”.

Det var en ganske usædvanlig eftermiddag for aalborgensisk idræt søndag eftermiddag 1. marts 1981. I Gentofte Badmintonhal mødtes Gentofte og Triton, mens Rødovre og AaB mødtes i Rødovre Skøjtehal.
Det var det danske mesterskab, der var på spil i begge idrætshaller, og såvel Triton som AaB havde på forhånd en fordel. Triton kunne tillade sig at tabe 5-8 og alligevel vinde DM, mens AaB kunne nøjes med uafgjort for at guldmedaljerne kom i hus.

Øde gader i Aalborg
Der var usædvanligt stille i Aalborgs gader de første eftermiddagstimer. Rigtig mange sad med ørene klinet til radioen for at følge Tritons og AaBs kampe for guld i København. Kl. 15.30 stod det klart, at Triton havde sikret sig guldet – efter på det tidspunkt havde bragt sig foran 5-3. Sejren blev på overbevisende 9-4. Og lidt i kl. 16.00 udløstes spændingen i ishockey.
”AaB har vundet guld ved at besejre Rødovre 5-4”, lød det fra radiospeakeren Frank With.
Det var nu ikke helt korrekt. AaB havde sikret sig guldet, men ved at spille 5-5. For i de døende sekunder i Rødovre Skøjtehal var de mange aalborgensiske tilskuere begynd at tælle kampen ned. Men de var for ivrige. I hvert fald havde de for megen fart på med nedtællingen, hvilket smittede af på AaB’erne på isen. Således også målmand Carsten ”Nisser” Pedersen, der havde forladt sit bur for at deltage i sejrsfesten. I hvert fald sendte Rødovres Niels Thorup fra midten af banen pucken i et tomt målnet. 5-5, og kamptavlen viste 19.59. Det manglende sekund blev aldrig spillet.
Men det var der ikke mange, der registrerede. Ellevilde nordjyske tilskuere væltede ind over banderne og omfavnede deres helte. Der var så megen glæde og kaos, at Dansk Ishockey Unions formand Kai Lassen måtte opgive at foretage medaljeoverrækkelsen og overgive DM-pokalen på isen. Dette skete i stedet for i omklædningsrummet.

B-kædens triumf
Kampen var særdeles spændende og velspillet.
Rødovre koncentrerede sig først og fremmest om at stække AaB stærke A-kæde med Frits Nielsen, Preben Sørensen og Per V. Jacobsen. Det lykkedes godt nok, men til gengæld havde hjemmeholdet intet modtræk til AaBs flyvende B-angrebstrio Kris Kollevoll, Per Lydholm og Karsten W. Pedersen.
Per Lydholm spillede noget nær sint livs kamp og scorede ikke færre end tre mål. Det første allerede efter godt 1 minuts spil.
Målet rystede hjemmeholdet, mens det gav AaB’erne et moralsk rygstød og dermed de altafgørende sejre i nærkampene – men ikke mindst ekstra speed på skøjterne.
Rødovre fik kæmpet sig tilbage og flere gange bragt balance i rengskabet, men blot for at se AaBs B-angrebskæde svare igen.
AaB var foran 2-1 efter den første pause på to mål af Per Lydholm. Anden periode endte 1-1 og det var Per Lydholm, der fuldendte sit fornemme hat trick. I tredje periode bragte Kris Kollevoll AaB foran 4-2, men med to mål – det sidste fire minutter før tid – fik Rødovre udlignet. Glæden i Rødovre-lejren varede kort. For knap minuttet efter bragte Kris Kollevoll AaB foran 5-4. Målet knækkede Rødovre, og Niels Thorups udligning i et tomt mål i tiden 19.59 havde kun kosmetisk betydning.

Personlig triumf
AaB havde for første gang i klubbens historie vundet det danske mesterskab.
For AaBs spillende træner Brad Holst blev mesterskabet en stor personlig triumf. Amerikaneren var i løbet af sæsonen ofte blevet skældt ud for sin indsats på isen, men hans trænertalent og taktiske evner var der ingen, der kunne pille ved. Derfor kom det som en stor overraskelse, at AaB kort efter DM-triumfen meldte ud, at klubben afbrød samarbejdet med Brad Holt.
Var jublen blandt AaB’erne og de mange tilrejsende fans stor i Rødovres Skøjtehal, så var den intet imod den modtagelse som AaB’erne fik, da de landede i Aalborg Lufthavn. Her måtte lufthavnspersonalet og politiet opgive at holde de mange fremmødte tilbage, og stik imod reglerne fik de fremmødte lov til at strømme ud til flyet på lufthavnens forplads.
Senere på aftenen blev mesterskabet fejret til den store guldmedalje, da AaB holdt åbent hus i AaB-hallen i Øster Uttrup.

Hvis du har lyst til at læse hele bogen "Hockey uden alder", kan den købes her: https://shop.aalborgpirates.dk/merchandise/boeger/bog-hockey-uden-alder


Thomas Bjuring siger: TAK FOR ALT Per Rishøj ser frem til sin tredje DM-finale