Mads Poul Jensen er sandsynligvis Aalborg Pirates mest trofaste fan. Han ser alle kampe, såvel på hjemme- som udebane. Om han så er eneste fan, der tager turen fra Aalborg til Herlev en tirsdag aften, afskrækker ikke den 43-årige førtidspensionist. Han tager da bare nattoget fra København kl.00.30 til Aalborg, hvor han er fremme kl. 6.00.
Ovennævnte er indledningen på en tidligere artikel om Mads Poul, og var det gået som vanlig, havde han i dag taget toget til København for at overvære tirsdagskampen ude mod Herlev, men det togt har den grimme Corona-virus afsporet.

Skattet medlem
-Det er rigtig ærgerligt, men når jeg ikke kan være til stede eller se kampen i TV, må jeg tage den på Metalligaen.dk, hvor man kan følge kampen sekund til sekund, da der er live operatør på. Jeg er i aften inviteret på besøg hos en god bekendt, men betinget mig, at jeg i de godt to timer kampen varer kan følge den på Metalligaen.dk, siger Mads Poul, der bor i Aabybro og derfor for tiden heller ikke kan køre til Bentax Isarena.
Her har Mads Povl som skattet medlem af fanklubben Pirates Support ikke blot kunnet følge Ligakampene, men har desuden påtaget sig opgaven som kampafvikler. Det betyder, at han sørger for opsætningen og nedtagningen af trappeflag og målbannere samt klargøring af banner med månedens spiller og kampjubilar. Men også kampene i AaB Ishockeys regi nyder godt af Mads Pouls ihærdige arbejde:
-Normalt laver jeg kaffe, flytter mål, når der køres is, er speaker, har kampuret og står i straffeboksen m.m. Gigantium er mit tredje hjem, så jeg håber snart igen at kunne køre til hockeyhallen, men udekampene må jeg desværre nok skippe for denne sæson, siger Mads Poul.

Nr. 32 i fokus
Mads Poul er førtidspensionist, fordi han har aspergers sygdom, der er en relativ mild form for AFS (autismespektremsforstyrrelser) og kan betegnes som en mellemform mellem autisme og normalitet/psykisk sundhed. Han er meget bevist om sin sygdom, som han tackler på en åben måde:
-Jeg er ikke god til at henvende mig til nogen – slet ikke, hvis der er tale om en større flok. Modsat ser jeg gerne, at andre henvender sig til mig, har han tidligere udtalt.
En af de mange, der gerne siger hej til Mads Poul er Pirat nr. 32 Lasse Bo Knudsen, der i denne sæson er Mads Poul foretrukne spiller. En spiller, som er smilende og venlig og som han føler sig tryg ved.
Mads Poul køber derfor alt hvad der kan forbindes af merchandise med Lasse Bo Knudsen, og glæden var også ekstra stor, da han forleden dag kunne modtage et eksemplar af hockeybogen ”Pirates Gyldne Sejrtogt”, hvor netop Lasse Bo Knudsen havde skrevet en personlig hilsen.
De penge, som Mads Poul sparer ved ikke at kunne rejse til Pirates udekampe, har foreløbig betydet, at der i økonomien er blevet plads til indkøb af to udebanetrøjer samt Julepakken 2020, som indeholder en julesweater og 2 julekugler.

Herlev venter
Der vil også være Pirat-sparepenge, når Pirates i aften spiller netop i Herlev med Mads Pouls opmærksomhed hæftet på Metalligaen.dk omfattende sekund-referat.


Pirates besejret i Herlev Højdepunkter fra Aalborg Pirates mod Esbjerg Energy