Corona-virusset har ikke blot gjort sit indhug på tilskuerkapaciteten i Bentax Isarena. Nu har den også holdt sit indhug på Pirat-mandskabet. Det skete først i tirsdagskampen i Sønderjyske, hvor Piraterne måtte stille op uden Lasse Bo Knudsen og Tobias Ladehoff, der begge var blevet tilbage i Aalborg, da de frygtede at være smittet af det farlige virus.
Det viste sig desværre ikke at være falsk alarm. I dagene op til kampen i det sønderjyske følte de sig begge utilpasse. Mens de øvrige Pirater satte kursen mod Sønderjyske, blev de begge testet for Corona-virus. Desværre var testen positiv for Lasse Bo Knudsens vedkommende, mens Tobias Ladehoffs test var negativ.
Efter Sønderjyske-kampen er resten af spillertruppen samt folkene omkring holdet testet, og der var heldigvis ikke flere med positiv Corona-test.

Men nu gælder det i aften i Bentax Isarena opgøret mod Frederikshavn. Desværre ikke et lokalopgør, som vi er vandt til. I stedet for fuldt hus – 5.000 – med stemning og fest på tilskuerpladserne, bliver der kun lukket 375 tilskuere ind. 200 sæsonkortholdere og 175 VIP-medlemmer, der alle før kampen har varmet op med højt belagt smørrebrød fra Skalborg Kro skyllet ned med øl, vand og vin samt kaffe fra Bentax.
Pirates må stadig undvære topskytten Thomas Spelling, der har rygproblemer og ikke været i kamp siden første testkamp mod Frederikshavn.
Men det går fremad, og sportschef Ronny Larsen forventer, at Thomas Spelling i løbet af den kommende måned vil være kampklar.

Til trods for at Pirates manglede tre spillere i tirsdags mod Sønderjyske og derfor måtte rokere om på flere kæder, kunne de rejse hjem med en sejr på 5-3 - først og fremmest skabt i en forrygende tredje periode, som blev vundet 3-0.
-Vi spillede sæsonens hidtil bedste kamp, siger Ronny Larsen. Vi fik prøvet nye konstellationer af og set nogle spillere i nye roller.
Blandt andet blev unge Jonas Jacobsen med held prøvet sammen med Josh MacDonald og Pierre Oliver Morin.

Men førstekæden med tvillingerne Højbjerg og Julian Jacobsen forblev intakt – og tak for det. Med to scoringer i tredje periode blev Mikkel Højbjerg matchvinder.
Akkurat som Martin Højbjerg blev det i premierekampen mod Odense med tre scoringer.
Mon det bliver Julian Jacobsens tur i aften mod Frederikshavn, som imponerede i sin åbningskampe hjemme mod Rødovre, som blev besejret 6-1, men kom lidt ned på jorden, da de onsdag tabte 3-6 til netop til Rødovre i København.

Når Pirates og Frederikshavn mødes i aften, bliver det tredje gang i løbet af godt en måned, at de to nordjyske topklubber tørner sammen. Frederikshavn vandt sæsonens første træningskamp hjemme med 3-0, mens Pirates tog revanche i Aalborg med en 5-2-sejr.
En lille trøst for de 4.625 tilskuere, der i aften under normale omstændigheder ville have været i Bentax Isarena, viser TV 2 sport det nordjyske lokalbrag med kampstart kl. 19.30 og optakt fra kl. 19.00.


Kirill Kabanov sikrede to point mod Frederikshavn Lasse Bo Knudsen testet positiv for Covid-19