Aalborg Pirates - Esbjerg Energy 4-5 (2-4, 0-0, 2-1)
Mål: 00:19 0-1 Felix Scheel (Nielsen, Cracknell), 07:08 0-2 Søren Nielsen (Scheel, Cracknell), 10:40 1-2 Kirill Kabanov (Mi. Højbjerg, Carstensen) PP, 13:40 1-3 Anders Koch (Grønvaldt, Shaw), 16:58 1-4 Charles Corcoran (Grønvaldt, Vandane), 18:25 2-4 Jonas Jakobsen (Bergholt, Mi. Højbjerg), 46:55 3-4 Pierre-Olivier Morin (MacDonald, Neill) PP, 50:49 4-4 Kirill Kabanov (Morin, Carstensen), 53:13 4-5 Christian Wejse (Bjerrum, Shaw),
Udvisninger: Pirates 4x2 min., Energy 3x2 min.
Tilskuere: 375
Der var returkamp i Bentax Isarena efter, at Esbjerg Energy havde givet Aalborg Pirates det første nederlag på udebane i Metal Ligaen i denne sæson. Pirates stillede med samme hold og kæder, der havde spillet torsdag aften i Esbjerg. Derfor var Pirates stadig uden Martin Lefebvre i defensiven, mens offensivt manglede Martin Højbjerg, Jonathan Brinkman og Daniel Madsen på holdkortet.
Pirates Support kårede oktober måneds spiller, og den hæder tilfaldt Josh MacDonald, der er begyndt at vise rigtig godt spil efter, at Thomas Spelling er kommet tilbage. De har fundet storspillet frem i flere kampe på det seneste.
Pirates fik en katastrofal start på kampen, da den tidligere Pirates-spiller, Felix Scheel, kunne bringe Esbjerg foran med 0-1. Scheel blev efterladt helt alene, og han sendte pucken over George Sørensens gribehandske. Det var meget sporadiske muligheder til Pirates i starten af perioden, hvor det var Esbjerg, der kom til de største muligheder. Søren Nielsen havde muligheden, men George Sørensen fik vippet pucken over mål.
Pirates kom mere under pres, og et par minutter senere var selvsamme Søren Nielsen mere træfsikker, da han sendte pucken i nettet til 0-2. Pirates fik muligheden i powerplay efter Kirill Kabanov var blevet ramt af en høj stav, og selvsamme Kabanov var manden, der fik reduceret til 1-2, da han var først over pucken under mål.
Målet gav lidt liv til Pirates, men Esbjerg udbygget deres føring til 1-3 efter en fejl på blueline, hvor Esbjerg fik lagt et pres på defensiven, der udmøntede sig i en scoring. Flere personlige fejl blev afgørende for perioden, hvor Esbjerg spadserede sig igennem, og kunne sende pucken i nettet til 1-4. Pirates var kun sporadisk farlige, og det lykkedes for Pirates at få reduceret til 2-4 ved Jonas Jakobsen mod slutningen af perioden.
Pirates startede perioden i undertal, og kun en klasseredning fra George Sørensen gjorde, at Pirates ikke kom yderligere bagud i starten af perioden. Josh MacDonald var tæt på at bringe mere spænding ind i stillingen, men han måtte se begge forsøg reddet af Thomas Lillie i Esbjerg målet.
Begge hold begyndte at spille mere fysisk, og det var ikke noget, der passer ind i Pirates' spillestil. Masser af nærkampe ved banderne fik banderne til at gynge frem og tilbage.
Det polerede hockeyspil, som man ellers også ser fra begge hold, så man ikke meget til i anden periode.
Pirates skulle ud og presse på mere i 3. perioden, hvilket ville koste nogle chancer bagude. Det var med en kalkuleret risici, at man måtte angribe perioden. Det gav nogle chancer, men man kunne ikke få udnyttet de chancer.
Pirates fik en gylden mulighed efter små seks minutter af perioden, da man kom i powerplay. Pirates spillede deres klassiske opspil, hvor pucken går frem og tilbage på blueline, hvor Josh MacDonald hamrede en flad aflevering afsted, som Pierre-Olivier Morin styrede i nettet. 3-4 med 13 minutter igen af perioden, og Pirates havde fået en livlinie. Der var meget mere gejst at spore, og Pirates begyndte at skyde på alt for at få nogle returpucke. Kirill Kabanov tog skuddet fra det, der må betegnes 0 grader, og han sendte den op i det fjerneste hjørne.
Pirates troede på det efter den udligning, men i stedet for kostede det i egen zone, hvor man kiggede for meget på pucken, og det endte med, at Christian Wejse let kunne bringe Esbjerg foran med 4-5.
Med to minutter igen af perioden tog Pirates timeout og satsede uden George Sørensen i målet.
Spillet blev sat op uden, at man fik skabt den helt store mulighede, og dermed kunne tiden løbe af uret, og Pirates kunne notere det andet nederlag på to dage mod Esbjerg Energy.
Pirates spiller næste gang på tirsdag, hvor turen går til Herlev, hvor der er kampstart kl. 19.00.