I de seneste to uger har de ni danske Metal Liga-klubber stået sammen i kampen mod Cancer. Er man Aalborg Pirates-fan, har man formentlig lagt mærke til de mange trøjeauktioner, billeder og videoklip, der har støtte kampen mod Cancer.
På den måde har Aalborg Pirates givet et kæmpe bidrag til Metal Ligaens Knæk Cancer-kampagne, der samlet set har givet 550.153 kroner til indsamlingen.
- Vi er stolte over den indsats, vores fans, spillere og ledere har gjort for at samle ind i vores nærmiljø. Det er en svær tid for os alle, men alligevel har der været overskud til at give en hånd med til den evige kamp mod Cancer. En kamp, der forhåbentlig kæmpes færdig en dag inden for overskuelig fremtid, siger den nye administrerende direktør for Aalborg Pirates, Lars Laursen.
Aalborg Pirates har bla. spillet i specielle kamptrøjer med fokus på Knæk Cancer både på hjemme- og ude-bane. Overskuddet fra salget af disse trøjer er gået ubeskåret til kampagnen.
- Samtlige klubber tog i sidste sæson ansvar ved forskellige aktioner i deres nærmiljø og samlede over en million kroner ind til velgørende formål. Nu rejser de i flok og står sammen som liga. Den linje vil vi fortsætte i fremtiden, siger Metal Ligaens kommercielle chef, Thomas Bjuring.
Han nævner fansenes deltagelse i trøjeauktionerne som et stort og flot aktiv i kampagnen. Også de spillere, der selv har været ramt af Cancer – eller har haft nære slægtninge, der har været ramt – er stået frem med åbenhed og appel til at støtte.
- Vi skylder også en kæmpe tak til de danske ishockeydommere, der afstod fra deres honorarer op mod Knæk Cancer-showet og på den måde skaffede 60.000 kroner til indsamlingen. Sikke et hjerte, de har vist frem der. I det hele taget har dansk ishockey vist et kæmpe hjerte med den her aktion og indsamling. Vi vil blive ved at bidrage, siger Thomas Bjuring.