Næste Kamp: 
Facebook
Sponsor extranet

Nyheder

    Nederlag i 1. kvartfinale
    Mike Larsen - 08/03/19

        Billede: Bluelinemedia.dk
    Endelig var det tid til slutspilshockey i Bentax Isarena, og det blev til en gentagelse af sidste sæsons finaler, hvor Herning Blue Fox kom på besøg. Det var gæsterne fra Herning, der kunne tage hjem med en sikker sejr, og dermed have taget hjemmebanefordelen med sig til den jyske hede.

    Inden kampen skulle Pirates Support kåre februars måneds spiller, og det blev den store stærke svenske back, Victor Panelin-Borg, der løb med æren for februar måned.
    Hos Aalborg var man kun uden Jeppe Jul Korsgaard, der afsonede dag tre af sine syv karantænedage. Hos Herning var det kun unge Daniel Nielsen, der var ude til kampen.

    Tilbagevendte Julian Jakobsen fik kampens første mulighed, men Simon Nielsen fik handsken på pucken. Så kom Herning med fart ind i Aalborgs zone, og det endte med, at Kelin Ainsworth måtte tage kampens første udvisning. Herning pressede på for at score kampens første mål, men det lykkedes ikke. Kort efter var det Aalborg, der kom i powerplay, og Aalborg var tæt på i flere omgange, men pucken kom ikke over stregen.
    Det gjorde den for Herning kort efter de otte minutter på kampuret, da Zachary Torquato sendte pucken ind i det nærmeste hjørne, hvor Ronan Quemener ikke havde chancen. 40 sekunder senere, så havde Morten Poulsen sendt pucken i mål efter en fejl af Aaron Harstad. Poulsen slog til pucken, som den ramte isen, og Garth Murray tog med det samme sin timeout for at få gang i holdet igen.

    Efter 12 minutter havde Kelin Ainworth en kæmpe mulighed for at reducere, men Simon Nielsen diskede op med en stor redning i målet. Simon Nielsen viste, at han havde fået slutspilsformen frem med redningen.
    0-2 til Herning efter 1. periode, men Herning var kyniske og udnyttede de chancer, som de fik i perioden.

    Herning kom i powerplay efter et late hit fra Aaron Harstad, og det udnyttede Jan Dalecky til 0-3, da han endte med at stå helt fri ved den fjerneste stolpe. Aalborg spillerne brokkede sig til hoveddommer Jacob Grumsen, da de mente, at der havde været offside i målfeltet, men protesterne blev afvist.
    Et mindre komisk situation, hvor Herning var en spiller for meget på isen, men Jurij Repe gjorde et ihærdigt forsøg på at komme ud i boksen, hvilket gjorde, at han endte med at ende i Aalborgs boks. Kort efter fik Henring endnu en udvisning, da Joonas Riekkinen kom i boksen. Det overtal udnyttede Aalborg, da Spencer Humphries hamrede til pucken og sendte den i nettet. Det lignede et meget langsomt powerplay, hvor det var Thomas Spelling, der skulle skyde på mål, men så tog fanden ved Humphries, der hamrede den i nettet.

    Aalborg fik chancen for at reducere yderligere i powerplay, men powerplayet kunne ikke overliste en stærkt spillende Simon Nielsen, der i flere omgange modtog hyldest fra de mange medrejsende Herningfans.
    1-3 efter 2. periode virkede meget fair på trods af Aalborgs chancer i løbet af 2. periode.

    Herning fik en gylden mulighed i starten af 3. periode for sandsynligvis at lukke kampen, men Aalborg fik lukket godt ned for Hernings offensiv. Aalborg havde problemer med at blive ude af udvisningsboksen, hvilket kostede dyrbare minutter, hvis man skulle komme tilbage i kampen. Selvom Aalborg var en mand i undertal, så fik man bragt sig tilbage til 2-3, da Thomas Spelling sendte pucken fladt i mål. Victor Panelin-Borg var manden bag afleveringen, der sendte Spelling afsted.

    Scoringen bragte en masse gejst tilbage i publikum og Aalborgs spillere, men den lukkede Anders Poulsen hurtigt ud igen med en scoring til 2-4 bare tre minutter senere.
    Spencer Humphries bragte spændingen tilbage i kampen, da han var sidste mand på en puck, hvor det så ud til, at Simon Nielsen havde kontrol, og blev skubbet ind i målet. Store Herning protester i situationen, men Jacob Grumsen vinkede Herning spillerne væk og spillet blev sat igang igen.
    Aalborg smed alt mod Hernings mål, hvor Simon Nielsen diskede op med flere redninger, når pucken kom ind omkring mål, men flere gange fløj den også omkring stolperne. Med lidt under tre minutter tog Petri Skriko sin timeout i en periode, hvor Herning havde været under større pres.

    Med 2:18 tilbage på uret, og faceoff i Hernings zone kom Ronan Quemener ud på bænken, og der blev satset uden målmand. Aalborg kom til enkelte chancer i spillet uden målmand, men Julian Jakobsen reddede foran tomt mål, men det spillede ingen rolle, for først kunne Morten Poulsen og Michael Aviani sende pucken i det tomme mål.

    Dermed kunne Herning tage hjem til heden med en sejr i bagagen, og dermed tog Herning føringen i serien, og nu er det Herning, der har fordelen af hjemmebane.

    Aalborg spiller næste gang på søndag, hvor 2. kvartfinalekamp skal spilles i Herning, mens 3. kvartfinalekamp spilles på tirsdag kl. 19.30 i Bentax Isarena.

    Kampfakta:
    Aalborg Pirates - Herning Blue Fox 3-6 (0-2, 1-1, 2-3)

    08:08 0-1 Zachary Aurelio Torquato (Lindsay Alexander Sparks, Lasse Lassen)
    08:48 0-2 Morten Poulsen
    24:59 0-3 Jan Dalecky (Morten Poulsen, Joonas Riekkinen) PP
    29:56 1-3 Spencer Humphries (Mike McNamee, Julian Jakobsen) PP2
    44:45 2-3 Thomas Spelling (Victor Panelin-Borg, Julian Jakobsen) SH
    47:34 2-4 Anders Poulsen (Morten Poulsen, Markus Jensen)
    49:52 3-4 Spencer Humphries (Mikkel Højbjerg, Martin Højbjerg)
    59:22 3-5 Morten Poulsen (Daniel Nielsen, Simon Nielsen) EN
    59:49 3-6 Michael Robert Aviani (Lauri Taipalus) EN

    Udvisninger:
    Pirates:
    1x10 min. (Lasse Bo Knudsen), 6x2 min.
    Blue Fox: 8x2 min.

    Tilskuere: 3227
     


    Tilbage til oversigten

     
    • Copyright © 2012 Aalborg Pirates A/S Alle rettigheder forbeholdes.