Næste Kamp:  26. mar 19 kl. 20:30
SønderjyskE mod Aalborg Pirates
Facebook
Sponsor extranet

Nyheder

    Das Kapital gik planken ud
    Mike Larsen - 04/01/19

        Billede: Bluelinemedia.dk
    Fredagens topkamp i Bentax Isarena stod mellem Aalborg og Rungsted. Der var ikke nogle ændringer i truppen for Aalborg i forhold til kampene mod Frederikshavn, mens der var nogle enkelte ændringer for Rungsted, hvor Mattias Persson manglede i truppen udfra deres kampe mod Rødovre mellem jul og nytår.
     
    Lidt over 3200 tilskuere var på plads i Bentax Isarena, og de blev vidner til en forrygende kamp, hvor hjemmeholdet kunne notere tre point på kontoen, og dermed blev der lagt lidt afstand til Esbjerg, mens Rungsted blev hentet en smule.
     
    Udvisning og Lillie afgørende i 1. periode
    Det var et mål i powerplay af Tim Daly, mens Rungsted var 5mod3, der blev det eneste mål i 1. periode. Daly hamrede et slagskud afsted, og Quemener var chanceløs i situationen.
    Ellers var det Aalborg, der havde de store chancer, hvor Thomas Spelling og Cam Braes var tæt på i flere omgange for at bringe Aalborg foran.
    Rungsted havde også muligheder til scoringer, hvor det var Nikolaj Rosenthal, der var tæt på i flere omgange. Rungsted havde muligheden på straffeslag, da Frederik Høeg blev hægtet bagfra af Aaron Harstad. Charlie Sarault udførte straffeslaget, men Ronan Quemener ventede og ventede, og til sidst var der ikke plads, og Quemener reddede med stokhandsken.
    Martin Højbjerg var tæt på at bringe balance i regnskabet inden første periode var slut, men Thomas Lillie lavede en god redning. Kort efter var Lillie igen i fokus, men Cam Braes sendte pucken direkte i maven på ham. 0-1 efter 1. periode, hvilket ikke var helt fortjent efter spil og chancer.
     
    Lillie skudt i sænk
    Aalborg fik lukket op for målene mod Thomas Lillie i anden periode, hvor det blev til hele fire scoringer. De to af dem kom i powerplay, efter at Morten Jensen blev sendt i bad efter en voldsom tackling på Kelin Ainsworth. Ainsworth røg med ambulancen, hvor de første diagnoser sagde, at det var med et brækket kraveben.
    I powerplay blev det til 2-1 ved Martin Højbjerg, der sendte pucken op i det fjerneste hjørne, mens Mike McNamee scorede til 3-1. Han havde masser af tid med pucken helt fri ved den ene stolpe. Forinden powerplaymålene havde Mike McNamee udlignet til 1-1, da han var sidste mand på en aflevering fra Thomas Spelling, da Aalborg kom afsted i en 2mod1.
    Unge Tobias Ladehoff gjorde det til 4-1, da han skøjtede ind i zonen med pucken, og på tværs omkring de to faceoff cirkler, og han sendte pucken tilbage i den retning, som han selv var kommet fra. Lillie uden mulighed for redning i situationen.
    Rungsted havde haft mulighederne til at score i starten af perioden, men det var Aalborg, der udnyttede chancerne, da de fik dem.
    4-1 efter 2. periode, og kampen så ud til at være afgjort.
     
    Undgå skader og karantæner
    For begge hold var der kun et mål med 3. periode; nemlig at undgå skader og karantæner, og da Rungsted ikke så ud til at lave det store comeback, så var det missionen for begge hold.
    Aalborg var tæt på at gøre det til 5-1 i flere omgange, hvor især Mike McNamee havde kaldt sit hattrick, og hattene var tæt på at flyve ind på isen, men Thomas Lillie lavede en fantom redning, da han kom flyvende og fik reddet chancen.
    Rungsted fik reduceret til 4-2, og bragte en smule spænding ind i kampen, da Aalborg spillede meget nonchelant i boxplay, og Nikolaj Rosenthal fik skrabet pucken over stregen. Rungsted tog Thomas Lillie ud med lidt over et minut igen af perioden, hvor de dog ikke fik sat spillet op, og i stedet for var det Thomas Spelling, der kunne skøjte ned og sende pucken i det tomme mål.
     
    Aalborg Pirates spiller næste gang på søndag kl. 15.00 i Herning, mens næste hjemmekamp er tirsdag 22. januar kl. 19.00, hvor Odense Bulldogs kommer på besøg i Bentax Isarena.
     
    Kampfakta:
    Aalborg Pirates - Rungsted Seier Capital 5-2 (0-1, 4-0, 1-1)
    16:13 0-1 Tim Daly (Charlie Sarault, Nikolaj Rosenthal) PP2
    27:35 1-1 Mike McNamee (Thomas Spelling, Mikkel Højbjerg)
    33:12 2-1 Martin Højbjerg (Nikolaj Carstensen) PP
    35:43 3-1 Mike McNamee (Thomas Spelling, Spencer Humphries) PP
    37:00 4-1 Tobias Ladehoff (Mads Falborg Iversen, Victor Panelin-Borg)
    58:05 4-2 Nikolaj Rosenthal (Charlie Sarault, Tyler Fiddler) PP
    59:27 5-2 Thomas Spelling (Spencer Humphries) EN
     
    Udvisninger:
    Pirates: 5x2 min.
    Capital: 1x5+20 (Morten Jensen), 3x2 min.
     
    Tilskuere: 3221
     


    Tilbage til oversigten

     
    • Copyright © 2012 Aalborg Pirates A/S Alle rettigheder forbeholdes.