Næste Kamp:  23. sep 18 kl. 15:00
Frederikshavn White Hawks mod Aalborg Pirates
Facebook
Sponsor extranet

Nyheder

    Generalforsamling Aalborg Ishockey A/S (Aalborg Pirates)
    - 22/06/18

         
    Udviklingen i selskabets økonomiske aktiviteter og forhold
    Resultatopgørelsen for tiden 01.05.17 - 30.04.18 udviser et resultat på DKK 69.027. Balancen viser en egenkapital på DKK 2.884.542.
     
    Aalborg Pirates' 6. sæson blev kulminationen på flere års hårdt arbejde på og udenfor isen.  Masterplanen fra 2014 blev forløst til fulde og endda et år før forventet. Vores fokus på talent og ungdomslinjen, tilknyttet en række erfarne dygtige danske spillere og fremadstormende imports, peakede på rette tidspunkt, og alt gik op i en højere enhed. Den sportslige sektion ledet af årets træner, den hårdt arbejdende og moderne manager Brandon Reid, og den snedige sportschef Ronny Larsen førte os først til Final 4 i Boxen, Herning, hvor vi hjemtog pokaltitlen i januar. Senere i april stod den på guldtogt og i en fyldt Cool East Arena kaprede vi Danmarksmesterskabet i den 6. finalekamp med en knusende sejr over Herning Blue Fox.
     
    Vi blev derved vinder af The Double, og samtidig kunne Aalborg afslutte forbandelsen med tabte DM finaler og titlen som evig toer. Spillere, ledere, trænere, sponsorer, fans, frivillige, bestyrelse og alle med et hjerte for ishockeyen i Aalborg kunne lade sig hylde som ishockeymestre for første gang i 37 år.
     
    En sportslig flot bedrift og virkeligt et godt arbejde omkring sammensætning af truppen indenfor begrænset budget. Spillere og trænere fortsatte linjen fra grundspilssejren i forrige sæson, men havde denne gang læst på lektien og leverede et fantastisk slutspil, hvor vi stod knivskarp, når det gjaldt. Vi havde virkelig bygget på i forhold til sidste sæson.
     
    De sidste to år har været en fantastisk reklame for klubben og ishockeyen i Aalborg. Vi ser frem til at bygge videre på det fundament, som nu er støbt og ser frem til den nye sæson, hvor vi skal forsvare titlerne, men også på togt ud i Europa og spille Champions League. Her venter kampe i Østrig, Schweiz og Sverige.
     
    Den sportslige succes krævede også sin indsats udenfor isen. Vi har aldrig i Aalborg Pirates' regi spillet så mange kampe før, og slet ikke for fulde huse langt henne i april måned. Der var virkeligt tryk på kedlerne og også billetlugerne i mange opgør og især til de nervepirrende semi- og finaleserier. Der blev virkeligt trukket store veksler på alle ansatte, frivillige samt ikke mindst vores gode alliererede, foreningen AaB Ishockey.
     
    Økonomisk ville vi gerne have haft mere ud af anstrengelserne set over hele sæsonen. Vi kæmpede sæsonen igennem med at holde økonomien i balance samtidig med, at vi gerne ville investere i holdet. Det var en svær balancegang, og vi havde undervejs et uventet dyk på samarbejdspartnere, og til sidst i sæsonen fik vi ikke udnyttet indtægtsmulighederne optimalt, da kampene kom som haglbyger og afvikling og planlægning tog megen tid fra personalet.  Ydermere betød den uventede DM titel også, at de løbende lavt betalte spillere skulle honoreres med bonusser for deres flotte guld indsats. Vi kunne til sidst konstatere at der fulgte mange omkostninger og anstrengelser med succesen.
     
    En tyndslidt organisation kæmpede dog bravt sæsonen igennem, og til sidst i døgndrift med planlægning og praktiske opgaver op til de afgørende kampe. Mange ville være en del af hockeyfeberen med en gyngende Cool East Arena og flere gange med mere end 1000 spisende gæster. Der blev virkeligt leveret en stor indsat i bestræbelserne på at give vores mange interessenter, heraf mange nye sponsorer og tilskuere, en fantastisk ishockeyfest. Der blev leveret et flot afsæt til den nye sæson og indsatsen bør være en god investering i fremtiden til at få endnu flere til at bakke op om Aalborg Pirates. 
     
    Sæsonen blev rundet af med en Guldfest for alle interesserede i Gigantium sidst i april måned. En rigtig folkefest, hvor spillere, ansatte, tilskuere og sponsorer samt bestyrelse festede side om side, og sammen kunne nyde triumfen og duften af guld. Det er en fornøjelse, at vi er så folkelige omkring sporten og klubben, ikke blot til festen, men også i timerne på isen efter finalesejren over Herning. Det er vigtigt for vores brand, at vi altid er tæt på vores fans og sponsorer.
     
    Efterfølgende var der også udsolgt af energi og kræfter hos både bestyrelse, frivillige og ikke mindst vores organisation. Batterierne kunne tankes op under A-VM i Herning, hvor man kunne opleve vores egen kaptajn og årets spiller i ligaen, Julian Jacobsen, optræde i den rød/hvide trøje.
     
    Træthed eller ej – vi er alle klar på en gentagelse i den nye sæson, og målet er, at nu vi har lært at vinde på isen, så skal vi også vinde på den kommercielle og administrative side og øge indtægtssiden, og når vi får muligheden igen, at kunne udnytte en lignende givtig situation med en lang sæson og et finalespil om DM.
     
    Intet kommer af sig selv og det er vigtigt at huske på, at forud for finaleafslutningen lå der som altid et hårdt arbejde fra organisationen og alle omkring klubben. Der blev kæmpet hårdt for at få nok indtægter til at sammensætte et fornuftigt hold, som ville kunne spille med i den sjove ende af tabellen. Trods ihærdige anstrengelser lå spillerbudgettet fortsat langt fra 4-5 andre klubber, men vi har flyttet os i den rigtige retning gennem de seneste år, så strabadserne hjælper.
     
    Det er og bliver en kamp at skaffe nok indtægter til at drive en professionel ishockeyklub uden muligheder for store transferindtægter.  Vi lever alene af sponsorer, samarbejdspartnere, erhvervsklub, events, tilskuere samt entré og bodomsætning. Vi har ikke nogen stor margin, og har brug for fortsat vækst for at skabe positive resultater samtidig med, at vi løfter holdkortet op mod DIU's lønloft på 6 mio. Vi er langt fra loftet, men løbende kanaliseres de øgede indtægter til holdet, hvilket giver trænerteamet mulighed for at finde de rette spillere, som supplement til vores egne spillere, og dermed øge chancerne for at blive en fast del af top 4 i ligaen.
     
    Tilskuere, fans og sponsorer kan lide klubbens tiltag og events, men de kan især lide det, de ser på isen. Aalborg elsker sportslig medgang og gode tilbud. Vi har disse år det hele og lad os holde fast i det - billige sæsonkort, entrébilletter inkl. øl og vand, samt tema kampe og spændende events. Vi fortsætter herlighederne i den nye sæson tilsat et par nye tiltag og sponsor muligheder.  En af disse muligheder er salg af arena navnet.  Det lykkedes os i slutningen af sæsonen at få rettighederne til isarena navnet i Gigantium, og med hjælp fra Cool East gik vi ind til slutspillet med det flotte arenanavn: Cool East Arena. Navnet er dog til salg til den nye sæson og vi leder efter en partner, som kan binde sig for en 2-3-årig aftale. Indtil det kommer på plads nyder vi fortsat det flotte navn "Cool East Arena".
     
    De mange flotte tiltag i forbindelse med kampene og de gode resultater på isen bevirkede, at over 100.000 tilskuere besøgte os henover de 34 hjemmekampe i sæsonen. Der blev både spist og skyllet øl ned i takt med at målene strøg ind i modstandernes net.
     
    I den nye sæson fortsætter vi arbejdet med at få mange tilskuere i Cool East Arena samtidig med, at vi nedsætter et udvalg, som kigger nærmere på sammensætningen af vores boder samt omsætning og indtjeningen på disse. Måske vi kan gøre det endnu bedre på alle parametre. 
     
    Vores sponsorer er loyale og bakker op. Vi vil dog gerne være flere og samtidig også flere erhvervsfolk og virksomheder, som er med til at tale ishockeyen i Aalborg op. Vi håber guldrusen kan være med til vækst, og at gode folk får øjnene op for mulighederne i og omkring ishockeyen.
     
    Der skal sponsorkroner til for at drive en top ishockeyklub i Danmark og vi er altid på vej. Vores seneste projekt "Guldjagten" skal være med til at åbne dørene for andre typer sponsorer end dem vi typisk har været vant til bakker os op. Guldjagt holdet skal være med til at lægge næste lag på spillerbudgettet og dermed flytte os til en permanent placering i top 4.
     
    I guldjagt programmet er det ikke klassiske sponsorydelser som billetter og eksponering som vægter højest, men netværk oplevelser samt muligheden for CSR arbejde via Cool East og profilering den vej. Vi arbejder på at finde 10-15 guldjagt partnere, som over 3 år skal være med til, at vi også i Aalborg kommer til at udnytte lønloftet. 
     
    I bestyrelsen bliver fokusområderne hvordan vi fortsat kan få økonomien i balance, men også hvordan vi giver dybere og bedre sparring til vores organisation med knappe ressourcer, og får alle kompetencer og netværk i spil. Vi har afholdt workshop 1-2 og sammen med direktør Thomas Bjuring skal vi nu eksekvere så vi også fremadrettet oplever et Aalborg Pirates med vind i sejlene.
     
    Tak for et fremragende samarbejde med foreningen, frivillige, fans, tilskuere, sponsorer, organisationen samt bestyrelsen.
     
    Vi er fortsat på rette kurs!


    Spørgsmål eller kommentarer kan rettes til:
     
    Adm. direktør, Thomas Bjuring, tlf. 22 47 44 49
    Bestyrelsesformand, Morten Fals, tlf. 41 95 10 00
     


    Tilbage til oversigten

     
    • Copyright © 2012 Aalborg Pirates A/S Alle rettigheder forbeholdes.