Herning Blue Fox – Aalborg Pirates 4-1 (3-0, 0-0, 1-1)
Mål: 03:31 1-0 Mathias Bau Hansen (Lafrance) PP1, 10:27 2-0 Magnus Carlsen (Bang), 10:46 3-0 Joakim Linnet (Uassisteret), 50:48 3-1 Oliver Kiljunen (Craighead, Lajeunesse) PP1, 53:27 4-1 Simon Lafrance (Thomsen)
Udvisninger: Blue Fox 9x2 min., Pirates 8x2 min.
Tilskuere: 2614
Kampen startede desværre på den værst tænkelige måde, da ligaens førerhold kom foran 1-0 allerede efter tre minutters spil, da Mathias Bau Hansen i powerplay sendte et skud igennem både venner og fjerner, som endte oppe i det fjerneste målhjørne.
Herning var efterfølgende tæt på komme foran 2-0 i et par omgange, men George Sørensen kom godt ud og fik afvist hjemmeholdet med nogle gode redninger. Redninger som holdt os inde i kampen, og det var tæt på Troy Lajeunesse fik udlignet, men trods en dribling på Mathias Seldrup sendte han pucken forbi målet fra en spids vinkel.
En stor chance som desværre ikke endte i nettet og i stedet for 1-1 blev det 2-0, da Magnus Carlsen fik fat i en retur foran George Sørensen. Målet var en kold spand i hovedet på piraterne og blot få sekunder senere blev det værre, da Joakim Linnet scorede til 3-0 blot 19 sekunder efter Carlsens scoring.
Alt andet en tilfreds tog Santeri Heiskanen en timeout, som fik vækket holdet en smule. Det gav lidt energi, og fik stoppet stormløbet mod mål, mens vi selv var tæt på en reducering. Heriblandt i et 5 mod 3 powerplay, men desværre var Seldrup virkelig skarp i første periode og forhindrede os fra en scoring trods en fin afslutning på perioden.
Anden periode endte uden scoringer, efter glimrende målmandspræstation fra George Sørensen, som var i hopla, og leverede endnu en stor præstation i målet med flere kæmpe redninger. Ganske som tilfældet var i Vojens i onsdags.
Flere gange var hjemmeholdet tæt på, heriblandt i et minuts 5 mod 3, men George Sørensen og defensiv fik flot lukket ned for den midtjyske offensive. Det samme gjorde vores danske målmand senere i perioden, hvor han to gange afviste Morten Poulsen, der var kommet alene igennem.
I den anden ende var vi momentvis tæt på at reducere, hvor den største kom i powerplay, da Troy Lajeunesse fik plads til en first-timer fra sit ”kontor”. Desværre uden den normal skarphed, og afslutningen endte over mål, hvilket betød vi forsat var bagud 3-0 efter anden periode.
Resultatet betød at vi skulle gå mere offensivt til værks i tredje periode, hvilket i starten af perioden kastede et par farlige kontrastød af sig til hjemmeholdet. Især Simon Lafrance var tæt på, men vores bedste spiller, George Sørensen, holdt midtjyderne fra en afgørelse i periodens indledning
Efterhånden begyndte vi dog at få lidt mere tag i perioden. Især hjulpet af en stærk defensiv præstation i boxplay, hvor Anthon Eriksson var tæt på at få scoret, men overrplacerede en friløber.
Med små ni minutter igen kom reduceringen dog, da vi i powerplay fik etablerede os i zonen over længere tid. Det skabte plads til en afslutning for Darien Craighead, hvilket gav en retur, som Oliver Kiljunen fik slået ind til 3-1
Desværre varede håbet ikke lang tid, da Simon Lafrance formåede at score til 4-1 med seks minutter igen efter en spilvending og en afslutning i det lange hjørne. En scoring som blev den sidste, i et nyt udebanenederlag for piraterne. Vi er tilbage på hjemmebane på mandag, når vi tager imod SønderjyskE.